Slut med dyre kviklån efter ny aftale

D. 19. december 2019 blev et flertal på tværs af næsten alle partier i Folketinget enige om en aftale, der skal komme særligt de dyre kviklån til livs. Dette sker i form af en række initiativer, der alle forventes at træde i kraft d. 1. juli 2020, med folketingsforhandlingerne begyndende i februar 2020.

Herunder er de konkrete initiativer:

  1. ÅOP-loft på 35 %
  2. Markedsføringsforbud ifm. spil-TV-reklamer
  3. Markedsføringsbegrænsninger på kviklån over 25 %
  4. Omkostningsloft på 100 %

Selvom de altså har landet denne aftale, som træder i kraft d. 1. juli, kan forhandlingerne ændre en anelse på det endelige lovforslag. Når disse nye initiativer træder i kraft, er det vigtigt at man både som forbruger og som udbyder af forbrugslån, sætter sig ind i de nye gældende regler.

Der kan nå at ske ændringer endnu, men som det ser ud for øjeblikket, kan initiativerne overordnet beskrives som følger:

En ÅOP på maksimalt 35 %

Efter 1. juli skal det blive ulovligt at udbyde forbrugslån af nogen art, med en årlig omkostning i procent højere end 35 %. ÅOP inkluderer alle omkostninger, dvs. stiftelsesomkostninger, gebyrer og selvfølgelig renters rente. Det betyder, at låner man 10.000 kroner, så må man ikke skulle af med mere end 3.500 kroner om året. Der er i dag slet intet ÅOP-loft, og der har heller ikke været det tidligere. Der har dog i en del år været krav om, at ÅOP ved alle lejligheder skal oplyses ifm. et forbrugslån, så man som forbruger nemt kan danne sig et indtryk af betydningen for ens økonomi.

Ingen TV-reklamer for kviklån ifm. reklamer for spil og gambling

Noget der har været med til at drive baggrunden for at optage kviklån, er spil og gambling. I den forbindelse vil aftalen også sætte en stopper for denne sammenhæng. Dette helt konkret ved at forbyde TV-reklamer for forbrugslån i samme reklameblokke eller programmer, hvor der reklameres for spil og/eller gambling. Dette initiativ gælder kun for TV-reklamer, og altså ikke reklamer eller fremvisninger i f.eks. toge, på stadionner o.lign., hvor det altså stadig efter aftalen vil være tilladt at der kan være reklamer for begge dele samtidig.

Reklamebegrænsninger for ÅOP over 25 %

Det vil som en ekstra markedsføringsbegrænsning slet ikke blive lovligt for nogen virksomheder, der udbyder forbrugslån med en årlige omkostninger i procent over 25 %, at markedsføre deres forbrugslån. Heller ikke hvis de udbyder lån, der måtte have en lavere ÅOP end 25 %. Modsat ovenstående initiativ, så gælder denne markedsføring samtlige medier, det vil sige både via TV, radio, blade og aviser, internet, influencere og generelt gennem sociale medier, osv.

Loft på maksimalt dobbelt omkostning

Det sidste konkrete forbudsinitiatv er i form af et loft over den samlede omkostning. Uanset om ÅOP’en er på 10 % eller 35 %, så vil det aldrig være muligt for lånet at kunne løbe op i samlede omkostninger på højere end en fordobling (100 %) af lånebeløbet. Dette uanset om de højere omkostninger skyldes, at kunden eksempelvis ikke har betalt til tiden. Som ved det tidligere eksempel med 10.000 kroner, vil det dermed betyde, at man aldrig vil kunne betale mere end 20.000 kroner i alt, uagtet løbetiden.

Lån mellem privatpersoner

En ekstra krølle på aftalen er, at både loftet på 35 % for ÅOP, samt loftet på de samlede omkostninger på maks. 100 %, også kommer til at gælde for lån privatpersoner imellem. Altså vil det med denne aftale ikke være tilladt, at kræve en ÅOP over 35 % - faktisk vil man slet ikke kunne opkræve nogen omkostninger overhovedet, såfremt der er i aftalen er beskrevet en ÅOP højere end 35 %. Det er dog uvidst, om dette kun vil gælde privatpersoner, eller også for firmaer, der udbyder kviklån. Det er derfor ekstra vigtigt at sætte sig ind i reglerne, igen uanset om man er virksomhed eller forbruger.

Gælder kun danske udbydere

Selvom aftalen sætter de helt store begrænsninger på et område, hvor der faktisk er relatvt få den dag i dag, så vil den dog ikke kunne fjerne selv de dyre kviklån fuldstændig. Dette skyldes, at man ved en sådan aftale inden for markedsføring vil kunne lovgive overfor danske firmaer, men som dansk forbruger vil man stadig have muligheder for at kunne se reklamer for lån fra andre EU-lande, og her vil den kommende aftale ikke være i stand til at gælde. Det er i stedet op til den enkelte udbyders eget land, at fastsætte reglerne for dette. Det er uvidst i hvilket omfang, de øvrige initiativer vil kunne træde i kraft uden for EU.

Der vil komme færre udbydere af kviklån i 2020

Aftalen kommer til at have store konsekvenser for de firmaer der i dag primært lever af de helt dyre lån med ÅOP på op til 800 procent. Det er særligt de helt små kviklån, hvor man finder disse procenter. Det er primært de firmaer og den type kviklån, der bliver ramt af aftalen, hvorfor man kan forvente langt færre af disse efter 2020, da det er usandsynligt, at et større antal af firmaerne vil udbyde lån med de nye skærpede krav, da det ikke vil være rentabelt for dem ift. den nuværende forretningsmodel. Særligt med markedsføringsforbuddet ved en ÅOP 25 % på bare én af lånetyperne, vil det sætte en stopper for en del af de dyre kviklån efter 1. juli 2020.

Henvisninger til kilder:

  1. Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige. Et opgør med kviklån. 19.12.2019 / em.dk
  2. Regeringen gør op med dyre kviklån. 19.12.2019 / www.regeringen.dk
  3. Bekendtgørelse af lov om kreditaftaler. 17.08.2019 / www.retsinformation.dk